Gymnastik
Firehøje IF's gymnastikafdeling
I Firehøje gymnastik er der plads til alle, og vi lægger vægt på, at det er muligt at bevæge sig uanset alder, og at den enkelte udøver bliver udfodret på det niveau, han eller hun er på.
Vi tilbyder:
- Højt fagligt niveau
- Engagerede instruktører
- Højt aktivitetsniveau med svedgaranti
- Samvær, ansvar og fællesskab
Der er hold til alle aldersgrupper, fede udfordringer og masser af sjov.
Vi tilbyder rytme, spring- og sjippehold.
Vi har hold i Vandel Idrætshal og i Nørup Hallen.
Alle hold har startet sæsonen i uge 37, har du lyst til at være med, så kom endelig forbi!
Tilmelding for alle hold er åbnet.
TilmeldingFirehøjes Ungdomspris 2024 går til tre unge gymnastikhjælpeinstruktører
Hvad udgør en god hjælper?
Hvad skal der til for at kunne få tildelt årets ungdomspris?
Vi har hele 3 bud på dette.
Karoline Gram Bjørnskov, Cecilie Keinicke og Hedvig Plougstrup-Petersen
3 helt særlige piger med et positivt og rart væsen, der smitter af på børn og voksne.
De har været et hjælperteam, der uden sammenligning har vist den bedste side af dem selv hver eneste uge.
Velforberedte har de været med til at give børn en særlig gymnastik oplevelse i hallen i Vandel.
Karoline, Hedvig og Cecilie har vist, at de uden problemer har kunne håndtere alle børn på holdet. Givet hver og en, en oplevelse af at være en del af holdet.
De har grinet, lavet lege og vist vejen til en god og lærerig gymnastiktime.
Vi har aldrig været i tvivl om, at de havde helt styr på deres aktiviteter, og når de var i tvivl om noget, har de været gode til at spørge om råd og vejledning.
Dette er en virkelig god evne at kunne, da de, ved at få sparring, bliver reflekterende på deres aktivitet og dermed endnu bedre i samspillet med børnene.
De har tilføjet så meget til fællesskabet i foreningen.
Vist omsorg for de børn, der har haft det svært og vist vejen til udvikling af motoriske færdigheder hos børnene.
Deres store engagement blev rigtig tydeligt, da de 100% tog ejerskab over redskabsbanen.
Det blev deres ansvar og de var bare så mega seje til at tænke alle børn ind i aktiviteten.
Hvilke elementer skulle der med for at udvikle børnene og hvad skulle med, så banen også var sjov for de børn, der havde udfordringer.
Karoline, Hedvig og Cecilie er et helt unikt og særligt team, som vi stolt og med stor glæde nominerer til Firehøje IF. ungdomspris.
De har gjort en forskel for børn i firehøje land.
De fortjener at få dette skulderklap til deres videre rejse ind i gymnastikken og idrættens verden.
De kærligste hilsner fra
Helle og Rikke.
Rikke Steen Hansen modtog Firehøje IF's lederpris 2024
Som aktiv i en gymnastikafdeling kan man være gymnast, instruktør eller bestyrelsesmedlem. Eller man kan gøre som Rikke og involvere sig i det hele, og dermed sætte flueben ved alle tre roller, - endda på samme tid.
Som gymnast er Rikke dygtig, elegant og grundig, og gennemfører øvelserne helt ud til fingerspidserne. Hun er 100% til stede under træningen, og bidrager altid med godt humør. Når Rikke er til stede i hallen, så VIL hun det!
Som instruktør kommer Rikke engageret til træning, og sørger for at små og store igennem flere sæsonener har fået sig rørt til både Tonsefræs og yoga for mænd og damer. Hun er garant for godt humør og god energi, og holder styr på gymnaster og hjælpere. Udover at tage hånd om de nye, unge hjælpeinstruktører og føl, har Rikke en helt særlig egenskab, som vi i gymnastikafdelingen sætter meget stor pris på. Rikke har nemlig en unik evne til at hjælpe de børn, som har svært ved at gå til gymnastik, og som normalt ikke trives i fællesskabet. Rikke tager dermed et stort socialt ansvar, og gør gymnastikafdelingen til et sted, hvor der er plads til alle.
Til kommende gymnastiksæson har Rikke taget et nyt initiativ. Hun er klar til at oprette et ”solsikkehold” for børn med udfordringer og ikke-synlige handicap. Holdet skal sikre, at de børn, som ikke kan passe ind på foreningens øvrige holdtilbud, har et sted at være aktive og føle sig som en del af et fællesskab.
I gymnastikafdelingens bestyrelse har Rikke igennem 8 år løftet en gigantisk opgave, både som formand og næstformand. Hun er initiativrig og har været en fast bestanddel selv i svære tider, hvor gymnastikbestyrelsen var stærkt underbemandet. Vi skylder Rikke en stor tak for ikke at give op, og for at holde skibet flydende, til der igen var flere frivillige kræfter klar til at træde ind i bestyrelsen.
Selvom vi sidste år har måtte sige farvel til Rikke som formand i gymnastikafdelingen, har vi fortsat fornøjelsen af hende som gymnast og instruktør. Vi glæder os til endnu flere timer sammen i hallen med godt humør, stor energi og hjerterum ud over det sædvanlige.
Rikke er en vaskeægte ildsjæl og frivillig, som vi sætter stor pris på i Firehøje IF Gymnastik.
På vegne af gymnastikbestyrelsen
Katja Ramsing